Solsikken


  • Om Solsikken
    • Om foreningen
    • Vedtægter
  • Aktiviteter
  • Info til lejere
    • Praktisk info
  • Altaner
  • Stigsborg news
  • Kontakt

Vedtægter





Vedtægter for Beboerforeningen Solsikken.

Renskrevet i juni 2019.

Note: Der er ikke foretaget korrektur. Eventuelle stavefejl og grammatiske fejl stammer fra de oprindelige vedtægter og kan kun rettes på en generalforsamling (beboermødet i første kvartal).

____________________________________________


Solsikken Kapitel 1 Navn og hjemsted

§ 1 Foreningens Navn er Beboerforeningen Solsikken


§ 2 Foreningens hjemsted er Aalborg kommune, Digmannsvej / Limfjordsvej, Nørresundby


Kapitel 2 Formål

§ 3 Foreningens formål er:

1. At være lovligt valgt beboerrepræsentation i henhold til lejelovens bekendtgørelse om beboerrepræsentation og indgå i et formaliseret samarbejde med den til enhver tid værende ejer af ejendommen.

2. Fremme det sociale samvær i området.

3. Gøre området til et trygt og godt sted at bo.


Kapitel 3 Oprettelse og beboermøde

§ 4


Stk. 1. Beboermødet har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.


Stk. 2. Adgang til beboermødet har lejere af beboelseslejlighederne, medlemmer af disses hustand, fuldmægtige for lejerne, repræsentanterne for udlejeren, og såfremt en lejer ønsker det, repræsentant for en lejerforening, hvoraf pågældende er medlem. Hvert beboelseslejemål har kun en stemme. Bestemmelserne gælder ikke for lejere i fremlejeforhold.


Stk. 3. Beboermødet opretter beboerrepræsentation og vælger 3 beboerrepræsentanter samt suppleant, når mindst 50 % af de fremmødte beboelseslejemål giver tilslutning hertil. Lejerne skal møde personligt eller lade sig repræsentere af et husstandsmedlem eller ved fuldmagt.


Stk. 4. Er der ikke mindst 50 % af de samtlige beboelseslejere tilstede ved beboermødet, skal beslutningen om at oprette beboerrepræsentation, efterfølgende bekræftes ved en urafstemning blandt lejerne af beboelseslejlighederne.


Stk. 5. Beboelsesrepræsentationen er herefter oprettet, såfremt flertallet af de ved urafstemningen afgivne stemmer går ind herfor.


Stk. 6. Urafstemningen er skriftlig. Hver beboelseslejlighed har en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.


§ 5

Stk. 1.Beboermødets beslutninger træffes på grundlag af almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte lejere. Hver beboelseslejlighed har en stemme. Stemmeret kan udøves af et husstandsmedlem eller ved fuldmagt.


Stk. 2. Beboermødet vælger en revisor samt en revisorsuppleant.


Stk. 3. Valgbar som beboerrepræsentant og revisor er enhver lejer af beboelseslejligheder i ejendommen og medlemmer af disses husstand. Bestemmelsen gælder ikke for lejere i fremlejeforhold. Genvalg kan finde sted.


Stk. 4. Beboermødet vælger selv sin dirigent.


Stk. 5. Beboermødet træffer beslutning om kontingentets størrelse af et beløb på indtil kl. 240 årligt pr. beboelseslejemål til dækning af udgifterne ved beboerrepræsentanternes arbejde i ejendommen. Dette beløb kan reguleres i henhold til bekendtgørelsen om beboerrepræsentation.


Stk. 6. Når beboerrepræsentanterne er valgt, skal de meddele udlejeren, hvem der er valgt med angivelse af, hvem der er valgt til formand, samt at udlejer kan henvende sig til denne angående spørgsmål, som kan eller skal forelægges for beboerrepræsentanterne. Beboerrepræsentanterne skal samtidig give udlejer besked om kontingentets størrelse.


Stk. 7. Formand og kasserer vælges blandt de valgte beboerrepræsentanter direkte på beboermødet. Afgår formand eller kasserer før tid, skal der indkaldes til ekstraordinær beboermøde med et punkt på dagsordenen: Valg af formand/kasserer.


Stk. 8. Formand, kasserer samt den øvrige beboerrepræsentant vælges for to år. Formand i ulige år. Kasserer og beboerrepræsentant afgår i lige år. Afgår en beboerrepræsentant før tid, vil suppleanten indgå som beboerrepræsentant resten af valgperioden. Revisor og suppleant vælges for et år af gangen. Genvalg kan finde sted.


Stk. 9. Beboerrepræsentanterne deler selv øvrige arbejdsopgaver imellem sig. Beboerrepræsentanterne har desuden den mulighed, at lade sekretærfunktionen varetages af en person udenfor bestyrelsen. Denne person har ikke stemmeret, men har samme tavshedspligt, som den øvrige bestyrelse i sager, hvor dette er påkrævet.


Stk. 10. Hvervet som beboerrepræsentant bortfalder ved den valgte persons fraflytning. Det samme gælder hvervet som revisor.


Kapitel 4 Beboerrepræsentanternes opgaver.

§ 6

Stk. 1. Beboerrepræsentationen er først beslutningsdygtig, når mindst 2 medlemmer er tilstede.


Stk. 2. Hvert medlem har en stemme.


Stk. 3. Beslutninger vedtages ved simpel stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.


Stk. 4. Beboerrepræsentanterne holder møder efter behov.


§ 7 Revisorerne skal revidere Beboerforeningen Solsikkens regnskab mindst 2 gange årligt samt revidere årsregnskabet til beboermødet.


§ 8

Stk. 1. De valgte beboerrepræsentanter skal hvert kalenderår inden d. 1. april afholde beboermøde i ejendommen.

Dagsordenen for beboermødet skal mindst omfatte følgende punkter:

1. Aflæggelse af beboerrepræsentanternes beretning for det forløbne år.

2. Aflæggelse af regnskab.

3. Fremtidig virksomhed.

4. Fastsættelse af beløb til dækning af udgifterne ved beboerrepræsentanternes arbejde, jf. §5 stk. 5. (kontingent).

5. Valg af formand eller kasserer.

6. Valg af beboerrepræsentant og suppleant.

7. Valg af revisor og suppleant.

8. Indkomne forslag.

9. Eventuelt.


Stk. 2. Indkaldelse til beboermødet skal ske med 14 dages varsel ved opslag på passende sted og evt. brev til samtlige lejere i afdelingen. Udlejeren indkaldes skriftligt med samme varsel. Forslag, der ønskes behandlet af forsamlingen på beboermødet, skal være beboerrepræsentanterne i hænde 8 dage før afholdelse af beboermødet.


Stk. 3. Beboermødet afholdes endvidere, når beboerrepræsentanterne finder anledning dertil, eller mindst ¼ af beboelseslejerne begærer dette, eller når der på et tidligere beboermøde er truffet en beslutning herom.


Kapitel 5 Ophævelse.

§ 9

Stk. 1. Reglerne i § 4 finder tilsvarende anvendelse ved beslutning om ophævelse af beboerrepræsentationen.


Stk. 2. Eventuel kassebeholdning tilbagebetales forholdsmæssigt til de lejere, der har indbetalt og stadig bor i ejendommen. Evt. aktiver overdrages til Beboerforeningen ”Astas Hus” og ”Møllestenen”.


Vedtaget på stiftende beboermøde tirsdag d. 9. februar 1999. Daværende formand Grethe Hyllested



Solsikken har sin egen facebookgruppe. Den er forbeholdt beboerforeningens medlemmer. Klik på ikonet.